Plakatudstilling

udstilling billede 1  udstilling billede 2

6. - 27. februar 2020.

Vi inviterer til en unik plakatudstilling i NYT I BO, hvor du kan opleve og købe nogle af tidens mest attraktive plakater, som ofte ses på auktion hos Bruun Rasmussen. Udstillingen indeholder også indrammede værker fra upcoming kunstnere. Udstillingen sker i samarbejde med Peter Danielsen, som er indehaver af butikken 'Skagen Kunst og Rammer' og som har beskæftiget sig med indramning af kunst siden 1983.

Udstillingen åbner torsdag d. 6. februar kl. 15.00, hvor Peter Danielsen vil være til stede i forretningen til at fortælle om plakaternes unikke historier. Vi byder på snacks og et glas vin. Udstillingen løber frem til 27. februar 2020. Kunsten fra udstillingen kan købes og efterfølgende afhentes fredag d. 28. februar kl. 12.

Om Peter Danielsen og udstillingen

Peter Danielsens rejse startede i en butik, ejet af glarmesteren Per, som ikke interesserede sig så meget for indramning. Derfor blev det Peter, der efterhånden kom til at stå for forretningen med salg af billeder og indramning. Det var her, han fik passionen for kunst i alle afskygninger. Siden fik han arbejde på Skagens Museum, hvor han arbejdede med indramning af nogle af de helt store værker af bl.a. Krøyer og Anna Ancher. Her stiftede Peter bekendtskab med kunst i en helt ny dimension. I 2013 startede han butikken 'Skagen Kunst og Rammer'. Selvstændigheden gav kreativiteten frit spil, og Peter fandt sin helt egen niche.

"Særligt gamle originale udstillingsplakater er noget, der betyder meget for mig", siger Peter. "De er gamle og slidte, og oftest er der huller fra tegnestifter, men de fortæller en historie og formidler et budskab, der har haft stor betydning for den tid, de er fra. At de er eftertragtede og som regel dyre samlerobjekter gør ikke historien mindre interessant.
"

Malerier af upcoming kunstnere er også noget, Peter vil give sit bud på under udstillingen i NYT I BO.
 "Det vigtige med kunst er selvfølgelig, at man selv kan holde ud at se på billederne. Men de skal også passe til de omgivelser, de skal hænge i. Her har vi jo i Danmark tradition for en god stil, når det gælder boligindretningen. Dansk design og indretning, som vi er verdenskendt for. Dertil har der jo altid hængt god kunst på væggene. Billig eller dyr kunst, alt efter hvad man har råd til – men fælles for begge er, at det skal være god kunst, som man føler sig godt tilpas af at se på og nyde. 
Jeg håber, min lille udstilling kan være et eksempel på det."

Skrevet den:

22/01/2020

Del:

bubblemedia